søndag den 26. februar 2012

Begyndervanskeligheder

Som sproglærer, eller vel bare lærer i det hele taget, ser jeg en masse gode muligheder i at arbejde med google docs. Eksempler på dette kunne være, at eleverne i stedet for at skabe en masse dokumenter om det samme kan samarbejde om et enkelt dokument og supplere hinanden på en ny måde, og man kan let og smertefrit dele dokumenter med hinanden (det skal siges at jeg her især tænker på samarbejde på tværs med andre lærere, hvor man fx. ikke har Lectio til dette).
Men puha det tager en masse tid og energi at få eleverne koblet til en gruppe eller et dokument på google docs, hvis ens skole, som fx. Nyborg, ikke har valgt at købe adgang til sitet. Jeg prøvede fx. med én klasse at få dem til at sende deres e-mail adresse til mig i en spørgeskemaundersøgelse, som vi lærte på første kursus. Det fungerede som sådan også ganske fint (eller rettere sagt, jeg fik lavet spørgeskemaet rigtigt), men det tog en krig at få indhentet næsten alle e-mail adresser (mangler stadigvæk nogle), og jeg måtte sende en reminder ud til eleverne, for ikke bare at få halvdelen af adresserne. Næste skridt var at få kopieret mailadresserne over i en invitation, så de kunne få adgang. Det gik heller ikke lige efter planen og jeg endte med at måtte kopiere én e-mailadresse over ad gangen, da jeg ikke kunne få den til at gøre det kollektivt....suk. Men nu er invitationen sendt, og det handler nu om, at eleverne faktisk skal se den invitation jeg har sendt og acceptere den. Det prøvede jeg også i en anden klasse, hvor halvdelen ikke havde set denne mail, og vi var derfor nødt till at bruge en del af timen på at de enten fandt denne famøse mail, eller de måtte få ENDNU en invitation. Derfor forudser jeg også, at jeg i min time i morgen er nødt til at bruge en del tid på, at alle er med - også selvom jeg egentlig synes, at vi/jeg allerede har brugt tid nok på dette. Så alt i alt har dette været noget af en tidsrøver, hvilket jeg jo ikke synes det bør være.
Det skal dog siges, at en kollega (der tilfældigvis hørte om mine frustrationer omkring dette) fortalte mig, at man i stedet for alt det her bare kan dele et link med eleverne, så de kan få adgang til det pågældende dokument, som jeg ønsker at dele med dem. Det var jo ikke lige en mulighed, vi fik med i introduktionen, hvilket selvfølgelig heller ikke gør det så smart, hvis man vil lave grupper derinde m.m. Nu prøver jeg, om det kan fungere, for nu er tiden allerede brugt. Ellers er det meget muligt, at jeg i fremtiden vil ty til denne "del" funktion.

3 kommentarer:

  1. Hej Katrine
    Fint at du har kastet dig ud i at afprøve GoogleDocs med eleverne. Som vi talte om, er det måske den største udfordring at få elevernes aktive mail adresser samlet og tastet ind. Jeg vil nu lige korrigere dig idet vi pointerede, at det i første omgang nok er nemmest blot at dele et dokument med eleverne - i næste omgang, hvis man gerne vil kunne identificere elevernes bidrag, er det en fordel, at alle har oprettet en google konto.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Finn
      Ja, det har du helt sikkert ret i, men pyha hvor har jeg brugt meget tid på at få alle elever meldt til, og det er endnu ikke lykkes!

      Slet
  2. Ja, vi viste det jo faktisk idet vores fælles google dokument netop er et dokument hvor vi via hjemmesiden har delt linket uden at nogen var medlem af det. Fordelen med at eleverne tilmelder sig er at man kan følge med i hvem der skriver hvad - men først er det vigtigst at de faktisk får prøvet at arbejdet med det nye værktøj uden for meget bøvl.
    Men - har du husket kommaet efter hver e-mail adresse i google forms. Så burde det virke (og lok så eleverne med ved at love en ekstra svær og udfordrende aflevering næste gang til dem som ikke har accepteret invitationen :-)

    SvarSlet