mandag den 12. marts 2012

Gruppe: Anders, Ulrik, Jacob og Anne Vibeke

 Præsentation af programmet Soundcloud

gdocs

Jeg har arbejdet en del med gdocs og en art Q & A. Det synes at fungere fint ved værklæsningen. Gruppe formulerer spørgsmål til en anden gruppe osv. Alle har adgang til alle svar osv. - fin måde at dele viden på og give ansvar til ellers udisciplinerede elever - de læser jo faktisk lektien når du ved de skal lave denne øvelse og at successen helt afhænger af egen indsats.
Hvis grupper arbejder med forskellige spørgsmål eller forskellige kapitler, ser det ligeledes ud som om gdocs og den vidensdeling der hører med, øger engagmentet og reflektionsviljen.
Sune, Nyborg

Erfaringer fra kemi og biologi

Hej alle,

Jeg har anvendt Screencast-o-matic til at producere to selvhjælpsguides til at udføre kemiske standardprocedurer (beregning af teoretisk udbytte (varighed 8 min) og udredning af elektronkonfiguration (varighed 14 min)). Begge er til min engelsksprogede IB Chemistry klasse, hvor jeg har såvel standard- som højniveau. Tilbagemeldingerne er meget positive, og jeg har påbegyndt et mindmap for udarbejdelse af yderligere selvhjælpsguides i kemi.

Min intention var endvidere at anvende Google Docs til min biologi C klasse (stx), men jeg gik død i oprettelsen af eleverne. Jeg valgte dog at gennemføre den skriveøvelse, jeg havde tænkt mig, blot i en lav-praktisk udgave. Jeg vil helt klart kunne anvende Google Docs i min fremtidige undervisning, især i forbindelse med tænkeskrivninger, diskussionsoplæg etc. Det kræver bare lidt længere tilløb :-)

Umiddelbart er jeg mest hooked på Screen-o-matic-agtige programmer, da der er tusinde anvendelsesmuligheder i naturvidenskab.

Vi ses i morgen,
Ulrik

søndag den 11. marts 2012

Google docs



Jeg har brugt google docs i tysk i 1g og 2g dels ifm. personkarakteristik, som første umiddelbare evaluering af en film samt som aflevering af personlig opgave.

Positivt: Det fungerer godt, når jeg har noteret grupperne eller navnene inden eleverne går i gang, så de ikke skriver oven i hinanden.
Positivt er også at dokumentet ligger offentligt, så eleverne kan trække det ned til egne noter og benytte det ifm. eksaminer og lign. samt at de bliver inspireret af hinanden undervejs.
Positivt: God afveksling af undervisningsformen.

Negativt: nogle elever klager over at andre skriver/retter/pjatter i deres tekst.
Negativt: Jeg kan ikke finde ud af at se, hvem der har skrevet.

Problem: nogle elever kan ikke huske deres skole google-konto

Etisk dilemma: hvordan sletter man sin søgehistorie, når nu google har ændret sin anonymitetspolitik/måden hvorpå de viser søge-resultater ift. min søge-historik???


TIPS: til sproglærere fungerer flashcards godt til øvelse af nye gloser og lign. Stor motivation fra elevernes side, og hurtigt at oprette kort for læreren.

Venlig hilsen
Maria

torsdag den 8. marts 2012

Erfaringer:-)

Har arbejdet med Google Docs med en 1.g klasse, hvor vi har kørt et forløb om litteratur i 1800-tallet.

Det fungerede umiddelbart fint, selvom der gik lang tid, før alle eleverne var på.

Eleverne var dog ikke videre begejstrede for det og mente, at det var meget bedre at bruge eksempelvis Fronter eller Facebook.

Måske er jeg enig.......

mandag den 27. februar 2012

Screencast-o-matic


Jeg har ligesom Anders brugt Screencast-O-matic til instruktion af programmer - dog ikke i fysik, men i matematik, hvor vi bruger CAS-programmet Wordmat. Min erfaring er, at eleverne har nemmere ved at forstå en sådan instruktion fremfor en fil med screendumps mv.

Desuden skal min klasse på torsdag 1.3 aflevere en mp4-fil optaget med Screencast-O-matic, hvor de gennemgår et matematisk bevis. Jeg vender tilbage med erfaringerne, når jeg har set besvarelserne igennem J



Mvh Nikolaj
Jeg har i et forløb om danskhed i 1q (hf) oprettet en blog, som vi skal bruge i forløbet. Det er gået fint med at oprette selve bloggen, men vi brugte næsten hele timen på at melde folk ind. Det var en lidt kaotisk time, men det kom til at fungere; næsten alle kunne aktivt skrive på bloggen i slutningen af timen.
   Jeg tænker at vi skal bruge bloggen både til at skrive reflektioner om de tekster, vi arbejder med, men også som et sted, hvor de skal hente udtalelser til en debatterende artikel de skal skrive i forbindelse med forløbet. Jeg håber, at vi både kan finde ud af at lægge billeder, link og forskellige 'tekster' ind.
   Eleverne var meget positive i forhold til at skrive på en blog, og jeg glæder mig til at finde ud af, hvor meget man får ud af sådan et arbejde.